LIVE

LIVE optræden





De ringer, vi springer. Send en mail til morten@tabognar.dk eller ring på 3023 1721. Det er især Morten E Nørskov, vi gerne vil have ud af huset en gang imellem, det vil sige: så ofte som muligt. Han tager gerne Lars Koldkjær med sig. Sammen er de den synergiske duo, hverken mere eller mindre end: Talking tunes feat. Doktor E & Lars K.

I virkeligheden er de bedre, deres lyd er større, kommer og griber øjeblikkeligt, bærer længere, men se og hør dog en lille smule af indledningen her. Hvad der er godt er værd at vente på, må man da håbe.

Alt efter æterens beskaffenhed i dit lokalområde, kan det være du skal sætte kaffen over og dig selv godt til rette, mens maskinen forsøger at finde rundt på stierne. Vel ankommet, nogle minutter senere, starter det her hengemte indslag om Anders Blake (ham glemmer man ikke så let) med 20 sekunders tavshed som glider over i Lars Ks lydvandskaber.

Det var for tidligt på dagen og for sent i livet, er Anders Blake utilbøjelig til at give Anders Drøm ret i.

Du er Anders Drøm, du bliver glemt, jeg er Anders Blake, jeg er kviksølv, jeg er unedbrydelig, min storebror hedder Lars og er 43 år, han går til læge og nej, hvor er der meget plads, og nej, hvor har du flotte bøger, og nej hvor er det tandlæge, mellem havet og bjergene, mellem havet og bjergene ligger stadion og de kan næsten altid stille hold ... og således og så videre slår Doktor E med ro i sinde sit litterære telt op midt på et troldspejl.

... som det også skete da vi åbnede butikken; her en reportage fra tab&nars Store Åbning i Litteraturhaus, d. 11. februar.

Vi løb henover stabelen i fuldt femspring, rullefald med stokke og sten flyvende til højre, venstre og anakata.

Optrædende var gæsterne Jun Feng, også kendt som Odenses Stolthed, Den stormægtige Jimbut; ensemblet Den syngende Lussing, kyndigt vildledt af den lunefulde Torben Slot; samt forlagets egne Doktor E & Lars K, og Nicki B E Hansen by proxy Christian Ibsen.





















Billeder af Sanni Maria Pedersen, fra start til slut, en glidende bevægelse gennem tiden. Glade mennesker lytter til gal poesi. Kom altid igen, tilbage til Møllegade:



Endnu inden begivenheden er indtruffet cykler forlagsredaktøren gennem byen med en god idé, i håbet om at ankomme i tide.

Morten læser op, indædt men på en god måde, til udstyret musik af Lars; lyset kommer dels fra en lampe i baggrunden, dels indefra.

Man når lige at se toppen af Frank Emils krydrede hovede med alting flyvende henover sig inden han kigger under bordet efter skygge.

Lyset vokser og truer med at opløse selve kulissen, manden og flasken bliver klippefast stående i havet, omend også han kan mærke at det er ved at ske.

Nede blandt publikum bliver oplevelsen så klar og væggene så brændbare at kun en fortrolig bakken-bort fra lyset virker plausibel.

Skik følge eller land fly, jeg går i gult, når Jun at tænke inden strålekransene bryder op for at blive til natteluften ude.

Dagen derpå vågner Onkel Niko gradvist op på sofaen med en ret tydelig fornemmelse af at have forlagt sin mobiltelefon et sted udenfor sit hovede.

Post-faktum; den tiloversblevne stemmerest tøver et øjeblik, kort ...

Hvordan var vi i stand til at drikke havet op?

Hvem gav os svampen til at viske hele horisonten væk?

Hvad var det vi gjorde, da vi løste denne jord fra dens sol?